Daniel Wagner

Atletik

Daniel Wagner har flere paralympiske medaljer på CV’et. Ved PL i London 2012 vandt han bronze i længdespring og fire år senere genvandt han denne medalje ved PL i Rio, hvor han også løb sig til sølv på 100 meteren.

Til verdensmesterskaberne i para-atletik i Dubai i 2019 vandt han sølv i længdespring og guld på 100 meteren. Daniel har netop vundet europamesterskabet i længdespring og 100 meter løb.

Nedenfor kan du læse om nogle af dem, som har været med til at forme Daniel Wagner.

Hvad er jeg formet af?

Familie

Mine forældre og min søster har været der for mig helt fra starten. Det var også sammen med dem, at jeg tog den lange og hårde kamp tilbage til sporten efter min ulykke - først med gymnastikken og senere med atletikken. De har været fantastiske støtter, og de har været med til alle mesterskab siden 2011, så det er blevet til nogle stykker.

Efter ulykken, da jeg gik til gymnastik, men samtidig ville begynde til atletik, lavede min far nogle spændebånd med pigge på. Piggene kunne jeg tage af og på. Jeg kunne løbe med pigge til atletik og stævner, og når jeg så skulle lave gymnastik, kunne jeg tage dem af, da de ellers ville ødelægge gulvet og redskaberne. Jeg havde kun ét sportsben på det tidspunkt, som skulle bruges til det hele, men vi fik løst det.

Ven, Gert

Gert har i flere år været en god ven af familien. Han er altid en fantastik support ude til konkurrencerne og han spreder altid glæde og god stemning. Jeg kan nogle gange godt være misundelig over, at min familie oplever en masse sammen op til konkurrencerne, men jeg skal jo stå for underholdningen i form af konkurrencerne. Men så plejer der også at være fest og ballade efterfølgende.

Bandagist, Gert

Gert var min første bandagist. Jeg så ham første gang et par dage efter jeg havde fået amputeret benet. Ved vores første møde var det som om, at han havde taget solen med. Han smilede over hele ansigtet og udstrålede en masse energi, som påvirkede mig og min familie i en positiv retning. Jeg vidste endnu intet om amputationer eller proteser. Men i følge ham ville jeg kunne komme til at cykle, løbe og lave gymnastik igen. Netop hans mentalitet har præget min tilgang til at være benamputeret. I dag kaster jeg mig ud i tingene, og det er på grund af Gert. Han var også med til at bane vejen til Össur, som senere blev min sponsor i forhold til løbeproteser. Uden Gert var jeg ikke kommet meget længere end startblokken.

Vesterlund Efterskole

Hvor mit år på Flemming Efterskole handlede om at finde fodfæste, handlede mit år på Vesterlund Efterskole om at finde mine grænser og skubbe til dem. Jeg havde fået en sportsprotese, som jeg kunne bruge til løb og gymnastik. Det betød, at jeg kunne begynde at finde tilbage til mit gamle liv igennem sporten. På Vesterlund Efterskole lagde jeg fundamentet til min videre færd i atletikken. Her lærte jeg at bruge min protese i mine gymnastikspring, hvilket senere resulterede i, at jeg valgte at sætte af fra min protese i længdespring. Det var også her, jeg begyndte at få mere kontakt til Össur i forhold til en samarbejdsaftale til løbefødder, nok fordi de undrede sig over, hvordan jeg kunne blive ved med at ødelægge deres fødder i mine gymnastikspring.

Tidligere træner, Joachim

Jeg mødte min tidligere træner, Joachim, for første gang i 2010. Jeg var travet op til Vejle atletikstadion, fordi jeg ville til at træne atletik og skulle bruge en træner, der ville hjælpe mig. Det ville Joachim. Han vidste ingenting om benproteser, men det gjorde jeg - til gengæld vidste han meget om atletik. Vi skulle opfinde den dybe tallerken rigtig mange gange, men vi lærte meget undervejs. Joachim tog virkelig parasporten til sig og blev senere cheftræner for para-atletikken. De første 7 år af min karriere var under hans vinger. Alle mine PL-medaljer er vundet med ham på sidelinjen og min første verdensrekord kom også i hus på grund af ham.

Vejle/Vejle-IF

Jeg er født og opvokset i Vejle - Danmarks smukkeste by. Jeg er meget glad for byen, og jeg stiller stadig op for Vejle-IF, selvom jeg bor og træner i Århus. Vejle har gjort meget for mig igennem årene. Og jeg er altid blevet hyldet af borgmesteren og byrådet, når jeg er kommet hjem med medaljer. Ikke nok med det, så har Vejle også sat sig for at blive parasportens hovedstad. Byen har igangsat flere initiativer for at forbedre vilkårene for den almindelige handicappede, som vil dyrke sport samtidig med, at den har støttet op om elitesporten. Vejle har også været værtsby for internationale mesterskaber, og de prøver at løfte parasporten på så mange måder som muligt. Det går selvfølgelig lige i hjertet på mig, og derfor vil jeg også altid være en Vejledreng.

Sponsor, Sahva

Sahva er det bandagistfirma, som min bandagist Toke arbejder for. De laver hylsteret, der fungerer som skoen til min benstump, og så sammensætter de hele benet. De har været med helt fra starten. De deltog også ved mit første møde med Gert, som var min første bandagist. Senere har forholdet til Sahva udviklet sig til et samarbejde, som handler om mere end at skrue ben sammen. Jeg har for eksempel deltaget i en løbeskole som Sahva arrangerede. Her fik jeg inputs til, hvordan jeg skulle løbe som benamputeret men også generelle tips til, hvordan man bruger en protese korrekt. Det er tips jeg stadig bruger. I dag er jeg ikke længere deltager på løbeskolen, jeg er opgraderet til instruktør.

Sponsor, Toyota

Toyota er min nyeste sponsor, og de er kommet ind i parasporten med et brag. Det er sjældent at et stort firma som Toyota, vælger at støtte 100% op om både PL og OL uden at forskelsbehandle - det har vi ikke set før. Det gør selvfølgelig også, at man som paraatlet kun kan bakke dem op. Toyota har i den grad også opgraderet min hverdag, da jeg er gået fra en gammel scooter til en spritny kæmpestor hybridbil. Nu er det ligegyldigt om det blæser eller regner på vej til træning.

Kæreste, Cecilie

Cecilie har selvfølgelig ikke været med fra starten af min sportskarriere, men hun har taget imod det hele med åbne arme. Det er fantastisk at kunne dele mine oplevelser med hende, når hun tager med på de store stadions, selvom hun ikke er det store sportsmenneske. Det er altid fedt når tingene går godt, men det er hende, der skal leve med mig, når det hele er noget lort - for det er ikke altid kun glade dage. Der er til tider ømme muskler og meget brok hun skal lægge øre til, men hun støtter mig fuldt ud i det hele.

Bandagist, Toke

Toke er min nuværende bandagist, og gennem årene er han blevet en god ven. Han servicerer mig 110%, og jeg kan ringe til ham lørdag morgen, hvis en skrue har sat sig fast i protesen – han ordner det med det samme. Normalt ville det tage 4 dage. Toke er med som holdets ingeniør til de store stævner som PL. Det skaber tryghed at vide, at han kan fikse udstyret, hvis det fejler. I 2017 skulle jeg til VM i London. Dagen inden afgang opdagede jeg, at min længdespringsfod var begyndt at flække. Jeg havde heldigvis en ekstra fod liggende derhjemme, men den var slet ikke klargjort til længdespring. Toke brugte hele natten på at lime den, og jeg endte med at vinde min første VM guldmedalje.

Flemming Efterskole

Jeg startede på Flemming Efterskole tre måneder efter at mit ben var blevet amputeret - jeg havde ikke engang fået min rigtige gåprotese endnu. Jeg valgte Flemming Efterskole, fordi den har fokus på gymnastik, og jeg havde været skrevet op i 4-5 år. Det virker måske mærkeligt at tage på en efterskole et par måneder efter så voldsom en ulykke, men det er en af de bedste beslutninger jeg har taget. Der er så meget gang i den, at du ikke har tid til at tænke over tingende. Du bliver bare nødt til at få tingende til at fungere. Og jeg skulle have meget til at fungere. Mit første efterskoleår handlede om at finde min vej som benamputeret og finde ud af, hvilket udstyr jeg skulle bruge. Det gav mig en bedre forståelse af, hvordan jeg skulle navigere som benamputeret.

Træner, Lars

Lars er min nuværende træner. Til sommer har vi trænet sammen i 4 år. Lars har en ingeniørbaggrund og dem der kender ham ved også, at han går meget teknisk til værks - perfekt for mig, da jeg har meget teknisk udstyr. Når man træner med Lars, er det med fotoceller, laser, trykmåler, slowmotionkamera og nogle gange 3D kamera. Intet er overladt til tilfældigheden. Det har været et perfekt trænerskifte, for nogle gange kommer man til et punkt som atlet, hvor man skal se tingende fra en ny vinkel. Det havde jeg brug for, men jeg havde også brug for at forstå, hvad der gjorde mig god, og hvordan jeg kunne forbedre mig. Der er stadig meget potentiale vi ikke har udnyttet, men hvis der er én der kan hjælpe med at grave det frem, så er det Lars.

Landshold/Forbund

Landsholdet og Parasport Danmark har altid støttet op om mig, med de midler de har haft til rådighed. Der har altid været et stort sammenhold på landsholdet. Inden jeg blev en del af landsholdet, blev jeg for eksempel inviteret med til en konkurrence i Tyskland for at se nogle af de bedste atleter i min klasse konkurrere og for bedre at forstå para-atletik. Jeg skulle ikke selv konkurrere, da jeg var helt ny, men jeg fik et indtryk af, hvor meget arbejde der skulle lægges for at konkurrere med de bedste. Og det gav mig en masse motivation helt fra starten. Vi er gode til at støtte op om hinanden i parasporten, vi er ikke egoistiske. Det er en tilgang jeg rigtig godt kan lide, så jeg glæder mig også til, at der er samling hver gang.

Sponsor, Össur

Össur er et islandsk firma, som laver de bedste kulfiberfødder i verden. Deres proteser får mig hele vejen fra startblokken og over mållinjen. Det er også dem, der laver min gåprotese og det er Össur der gør, at jeg ikke føler mig handicappet og at jeg kan leve et “normalt” liv, hvis man kan kalde mit liv det. Jeg har arbejdet sammen med Össur siden mine efterskoleår tilbage i 2008, og de har troet på mig helt fra starten. Gennem årene er arbejdet blevet mere seriøst og professionelt, hvilket har gjort, at jeg altid har haft et meget tæt og stærkt bånd til dem. Mit arbejde med Össur handler også om at forbedre og udvikle løbeproteser, ikke kun for min egen skyld, men også for at forbedre livskvaliteten for benamputerede over hele verden.

Sponsor, Pressalit

Pressalit er et fantastisk firma, som jeg har kendt siden jeg kom på landsholdet. Vi har haft en sponseraftale siden 2016.    Manden bag Pressalit er Dan Boyter, og han gør en stor forskel for parasporten. Dan er en meget passioneret mand, og han har vist sin kærlighed til parasporten igennem rigtig mange år. Dan skiller sig ud fordi han oprigtigt interesserer sig for parasport. Han støtter ikke bare op om det, han tager personligt ud til de store konkurrencer for at heppe på de danske atleter. Det betyder helt ufattelig meget at en person som Dan er med ude til konkurrencerne og at han møder atleterne, når de er i deres rette element. Det gør også, at man som atlet sætter rigtig meget pris på Pressalit og det de står for.

Del din opbakning

Klik på knappen under filmen og del din opbakning.

Du kan vinde unikke sportspræmier og oplevelser!