Om kampagnen

Med kampagnen ’Ingen vinder alene’, sætter Arla, ISS, Nykredit, Salling Group, Ørsted og Elsass Fonden sammen med DIF, Team Danmark og Parasport Danmark, fokus på en af dansk idræts særlige styrker - sammenhængen mellem bredde og elite.

 

”I mange andre lande verden over, er der stor afstand mellem bredde og elite. Også i sporten. Det er modsat i Danmark, hvor foreningslivet og trænere, holdkammerater, frivillige og alle andres opbakning til talenter og stjerner hænger uløseligt sammen med det professionelle elitearbejde og topatleternes succes,” siger Didrik Fjeldstad, adm. direktør i Sport One Danmark.

”Den stærke sammenhæng kommer os til gode. Vi har både mange flere medlemmer i vores idrætsforeninger, og vi vinder flere medaljer til OL og PL, end vores størrelse tilsiger. Eller sagt på en anden måde: Vi står bredt og når højt.”

Topatleter og store danske virksomheder er med

I kampagnen ’Ingen vinder alene’ optræder fem atleter - Mads Mensah, Sara Slott Petersen, Lasse Norman Hansen, Daniel Wagner og Anne-Marie Rindom – bl.a. som fotomosaikker formet af forældre, klubkammerater, trænere, frivillige og de mange andre, der har stået bag dem gennem tiden. 

Det er de fem store danske virksomheder Arla, ISS, Nykredit, Salling Group og Ørsted, der sammen med Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Sport One Danmark, står bag kampagnen. Derudover er den velgørende organisation Elsass, der arbejder for at øge livskvaliteten for mennesker, der er ramt af hjerneskaden cerebral parese, også med. Det er partnernes mål at fortælle, at idræt giver værdi til alle.

”Foreninger og fællesskaber, hvor vi mødes på tværs af alder, køn og baggrund med værdier som ansvar, tillid og initiativ, er blandt de vigtigste råstoffer, vi har i Danmark,” siger Didrik Fjeldstad.

Vigtigt at bakke op om både bredde og top
”Det er værdier, der er med til at gøre os bedre, så vi vinder mere. Som sportsfolk, som individer, som virksomheder og som nation. Og så er det at dygtiggøre sig, for at blive bedst til noget og vinde guldet, relaterbart langt udenover idrættens verden,” siger Didrik Fjeldstad.

Kampagnen er derfor også en opfordring til, at vi kaster os tilbage i fællesskabet og foreningerne efter et år med nedlukninger og afstand. 

”Det er i dag mere vigtigt end nogensinde vigtigt, at vi hver især - inklusive store virksomheder som vores partnere – bakker op om både bredde og top. Vi skal have børnene til sport, tilskuere til kampene og medlemmer til klubberne. Ikke kun, fordi vi alle savner at være sammen, men også fordi den sammenhæng er god for dig, mig og Danmark,” siger Didrik Fjeldstad.    

I den fælles kampagne under OL og PL, vil vi samtidig invitere alle i Danmark til at deltage i opbakningen af vores atleter og vise, at vi står bredt og når højt!