Sara Slott

Hækkeløb

Sara Slott Pedersen har to gange deltaget ved OL i disciplinen 400 meter hækkeløb.  Ved OL 2016 i Rio vandt hun som den første danske kvinde nogensinde en løbemedalje ved et OL, da hun opnåede sølv. I finalen slog hun samtidig den nordiske rekord på distancen. Før OL var Slott Pedersens bedste resultat en guldmedalje ved EM i 2016. Tilbage i 2003 vandt hun også guld ved ungdoms-OL.

Nedenfor kan du læse om nogle af dem, som har været med til at forme Sara Slott.

Hvad er jeg formet af?

Mand og søn

Jeg har været sammen med min mand, Thomas, i snart 17 år. Vi har Tobias sammen, som i dag er 7 år. Min mand har været ved min side i næsten al den tid jeg har lavet atletik, så han har oplevet alle op- og nedture. Efter jeg fødte vores søn, er Thomas blevet min vægttræner, så de sidste 7 år har han være en del af teamet. Min søn er tvunget ind i vores livstil og har fået sporten ind med modermælken. Han har været på et utal af træningslejre og har allerede fyldt sit første pas med stempler. Tobias er en stor støtte og han har hjulpet mig meget med at få mine prioriteter i orden. Og så hjælper han mig (naturligvis ubevidst) med at bearbejde dårlige træninger eller konkurrencer. Havde jeg ikke haft min mand og min søns støtte, var jeg stoppet for længst.

Tidl. sportschef og nu klubchef, Lars

Lars Nielsen har været der lige fra mine første skridt på atletikbanen. Han tog mig under sine vinger og har været en ekstra far for mig. Han var der i mit trænerskifte, som ikke var helt nemt. Og han har været der lige siden. Ingen problemer er for store eller for små for Lars, hverken faglige eller personlige. Og så er han den vildeste arbejdshest og kan som ingen anden få ting til at ske. Mangler vi noget, så bygger han det, og kan han ikke selv, så finder han den der kan. Lars har været forbundets mand i mange år og slår nu sine folder i Aarhus 1900 - den klub jeg har været i hele mit liv. Lars er en uundværlig person i det århusianske atletikmiljø og har også været det for min karriere. 

Brødre

Selvom mine brødre, Bjarke og Benjamin ikke direkte har påvirket min karriere, så fortjener de at blive nævnt. Min storebror, Bjarke, har været med til at præge mit konkurrencegen. Han har hærdet mig og lært mig, at der ikke er noget som hedder nemme sejre. Han er halvandet år ældre end mig, så vi har selvsagt konkurreret om alt fra klatring, løb, boldspil og sågar stavning. Begge mine brødre er gode til at minde mig om, at jeg er en vigtig del af familien, og at jeg skal prioritere familien og deltage i fællesarrangementer. De har dog også stor forståelse for, at det tit ikke kan lade sig at gøre. Begge har de seneste år brugt deres sommerferie på at se mig deltage i årets store mesterskab. 

Træner, Mikkel

Mikkel Larsen har været min træner de sidste 17 år. Før Mikkel havde jeg en træner, som jeg samarbejdede med tre år. Siden jeg var 16 år har jeg tilbragt næsten alle ugens dage med min træner. Når man samarbejder med én i så lang tid, går man meget igennem og man oplever hinandens gode og dårlige sider. Gennem årene har vi haft mange kampe og vi har arbejdet hårdt på at samarbejde. Mikkel og jeg er meget forskellige, og det har kostet kræfter at forstå hinandens personlighed. Jeg er meget stolt og glad for at samarbejde med Mikkel. Sammen viser vi, at et team fra Danmark godt kan nå verdenseliten. Mikkel har været dygtig til at opsøge ny viden, og vi har sammen prøvet os frem, indtil vi fandt den kombination, som passede perfekt til mig.

Forældre

Mine forældre har opdraget en selvstændig pige. De har altid støttet mig, men i de første mange år, var de ikke en stor del af min karriere. Jeg ønskede selv at “køre showet” og det fik jeg lov til. De så de fleste mesterskaber og konkurrencer og rejste også til Kina for at se mig løbe et U-VM, men i dagligdagen var de ikke med på stadion. Efter jeg fik min søn, er de blevet en uundværlig del af mit team. De har passet ham siden han var ni uger gammel, og han overnattede en gang om ugen hos dem, så jeg kunne træne og få en god nats søvn. Efter min søn er startet i skole er han stadig ved sin mormor og morfar to gange om ugen, så jeg kan få min træningskalender til at gå op. Uden deres kæmpe hjælp, var projektet “mor på verdensplan” ikke lykkedes.

Del din opbakning

Klik på knappen under filmen og del din opbakning.

Du kan vinde unikke sportspræmier og oplevelser!